Fuld af liv
Ung
Dit barn - din alkoholdning
Gymnasier Fuld af liv
  1. Forside
  2. Gymnasier Fuld af liv
  3. Anbefalinger til gymnasier

Anbefalinger til gymnasier

Danske unge oplever et uønsket drikkepres, som kan gøre det svært at være en del af fællesskabet, hvis man ikke har lyst til at drikke alkohol. Samtidig ønsker næsten 9 ud af 10 en alkoholkultur, hvor alle accepterer et 'nej tak' til alkohol.

""
16 april 2026
Kommunikationsmedarbejder Anna Buus Michelsen, Fagmedarbejder, Thea Zeuthen Madsen

Som forælder er der en stor forskel på at have et barn i grundskolen, hvor man inddrages og drøfter holdninger til fester og alkoholforbrug, og gymnasiet, hvor eleverne betragtes som selvstændige, og forældrene inddrages i meget begrænset omfang.

Det giver dog rigtig god mening fortsat at involvere forældrene, også i gymnasietiden, da forældre kan have stor indflydelse på barnets alkoholvaner. 

Anbefalinger til gymnasier

Som gymnasieledelse er I afgørende i forhold til at skabe de bedste rammer for en sundere alkoholkultur og mindske drikkepresset blandt eleverne på gymnasiet. Det er vigtigt, at I som ledelse går forrest og ikke placerer ansvaret for at ændre kulturen hos eleverne alene.

Indfør en alkoholpolitik

De fleste gymnasier har en alkoholpolitik. Gymnasier Fuld af liv anbefaler, at I har en alkoholpolitik og en plan for, hvordan den skal ’leve’ på skolen. Det er ikke politikken i sig selv, der er afgørende, men dét, at den kan sætte en retning for arbejdet med alkoholkulturen, som I forpligter jer til. Den skal med andre ord ud at leve, før det kan mærkes på kulturen på gymnasiet. Gymnasier Fuld af liv har lavet et bud på en alkoholpolitik, som I kan lade sig inspirere af

Inspiration til alkoholpolitik

Synlig alkoholpolitik

  • Elever informeres om gymnasiets alkoholpolitik og -regler.
  • Gymnasiets alkoholpolitik ligger synlig på hjemmesiden.

Styrket dialog med forældre

  • Forældre informeres om gymnasiets alkoholpolitik og vigtigheden af forældrenes rolle i forhold til deres børns alkoholforbrug og forfester.

Alkoholfri studiestart

  • En alkoholfri studiestart (gerne fra studiestart til efterårsferie), der sikrer muligheden for at danne fællesskaber i introperioden, til fester og til sociale arrangementer uden drikkepres.
  • Alkoholfri arrangementer og fællesskab
  • Introture, studieture og andre ekskursioner er alkoholfri.
    Gymnasiet holder flere sociale arrangementer uden -end med - alkohol.

Federe - ikke fuldere - fester

  • Elever, som møder op stærkt berusede til en fest eller optræder stærkt berusede til festen, sendes hjem. Gymnasiet kan teste elevernes promille og afvise dem til fester/sende dem hjem ved en promille over 0,5.
  • Der er ansvarligt og ædru personale til stede til fester og begivenheder med alkohol. Der er desuden professionelle vagter til fester.
  • Der sælges alkohol med en alkoholprocent på max 5 %, og der sælges altid alkoholfri alternativer.
  • Der er gratis vand til rådighed til festerne - og det står synligt.
  • Det overvejes, om der kan sælges mad eller natmad til festerne.

Tag emnet 'alkohol' op på informationsmøde

Det en god idé at præsentere forældrene for skolens alkoholpolitik og sikre, at de får information om deres rolle i forhold til deres børns alkoholvaner. I kan tage emnet alkohol op på informationsmødet for forældre til nye elever. Her kan I informere forældrene om gymnasiets alkoholpolitik samt -regler ved arrangementer med alkohol på gymnasiet.

Gymnasier Fuld af liv har lavet en PowerPoint skabelon, som I kan bruge i forbindelse med forældremøder: 

Download oplæg til forældremøde, PowerPoint

Gode råd til forældre

Involvér forældrene til de nye 1.G'ere og giv dem information om, at de stadig spiller en vigtig rolle i forhold til aftaler om alkohol og forfester. Gymnasier Fuld af liv har udarbejdet en folder til forældre, som kan downloades til udprint herunder.

TIP! 
Læg foldererne på stolene til infomødet - så er I sikre på, at de fleste forældre tager folderen med hjem. 

Download folder til forældre: Unge og alkohol - fif til forældre, hvis barn starter på gymnasium.

Gymnasier Fuld af livs 3 bedste tips til forældre:

  • Tag stilling – Gør dig tanker om, hvad din egen holdning til din teenagers alkoholforbrug er. Når du har taget stilling, er det lettere for din teenager at navigere i.
  • Tal sammen – Og gerne mere end én gang. Alkoholsamtalen skal helst være en løbende dialog igennem hele gymnasietiden.
  • Lav aftaler – Nogen I begge har det godt med. Om de omhandler antallet af l genstande, hjemkomsttider, transport eller noget helt andet er op jer.

Gode råd til caféer & fester

Der bliver typisk drukket meget alkohol til forfester, og her er det afgørende at få forældrene på banen. Som gymnasium kan I opfordre forældrene til at være til stede ved forfesterne, at servere vand og andre alkoholfrie drikkevarer og eventuelt også mad. Brug evt. Gymnasier Fuld af livs Powerpoint til informationsmødet for forældre og forældrefolderen på første informationsmøde for forældre til nye elever.

Download Powerpoint til informationsmødet for forældre

Download Folder til forældre: Unge og alkohol - fif til forældre, hvis barn starter i gymnasium eller bestil den her

Hvis I starter festen tidligt, har eleverne mindre mulighed for at indtage store mængder af alkohol hjemmefra. I kan evt. starte med fælles middag eller aktiviteter.

Forfester er en udfordring for mange gymnasier, idet eleverne drikker tæt hjemmefra og møder fulde op til festerne på skolen. Med en ”Promillebar” kan I gøre det attraktivt for elevene at holde promillen nede. Her kan eleverne frivilligt få målt deres promille i det tidsrum, hvor indgangen er åben. Har de en promille på 0,5 eller under, får de refunderet billetprisen.

Hvis det er gratis at komme ind til festen tidligt på aftenen, kan det motivere eleverne til at springe forfesten over og dermed ankomme med lavere promille.

Lav fede lege og aktiviteter i løbet af aftenen - f.eks. kan en dansekonkurrence, stoledans eller ballondans sætte dansegulvet i gang. Alternativt kan man lave et hjørne med kæmpe twister eller et brætspilshjørne. Legene skaber fællesskab - og så er præmier altid en god motivationsfaktor. Festudvalget kan få inspiration til at skabe fede fester uden drikkepres til den gratis workshop med Gymnasier Fuld af liv.

Mad

Det falder altid i god jord at servere natmad som f.eks. toast sent på aftenen - og skal der lidt penge i kassen til at arrangere de næste fester, behøver den jo ikke være gratis. Mad hjælper til at holde promillen i skak. I kan også starte festen med fællesspisning - det giver mulighed for at holde forfesten inhouse og kan sikre et fællesskab, hvor de elever, der ikke drikker, bedre kan være med. 

Vand og alkoholfrie alternativer

Man bliver hurtig tørstig til fest. Tørsten skal helst ikke kun slukkes i alkohol. Sørg for, at der er gratis vand til festerne og alkoholfrie alternativer til salg. Bed evt. bartenderne om at spørge, om eleverne vil have vand, når de befinder sig ved baren, eller hav glas og kander stående på baren. Alternativerne til alkohol skal helst koste mindre end alkoholen, da prisen er en vigtig faktor for, hvad unge køber. 

Sikkerhed til sociale arrangementer med alkohol

Gymnasier Fuld af liv anbefaler, at der er professionelle sikkerhedsvagter til fester samt lærervagter på arbejde til enhver begivenhed på gymnasiet, hvor der er alkohol til stede. Her er et bud på, hvordan I kan skabe sikkerhed ved elevarrangementer med alkohol: 

Inden sociale elevarrangementer

Lærervagter mødes med udvalgskoordinatoren inden afholdelse af det sociale elevarrangement. Udvalgskoordinatoren informerer lærervagterne om, hvordan en vagt normalt forløber, herunder i hvilket tidsrum lærerne skal være til stede, samt hvilken rolle lærervagterne spiller. Eventuelle tvivlsspørgsmål diskuteres forud for arrangementet. Lærervagter sørger for, at der er en førstehjælpskasse til rådighed.

Lærervagter tager sig af stærkt berusede elever

Elever, som har det dårligt pga. alkohol, tilbydes vand og placeres på lærerværelset eller andet område under opsyn. En lærervagt ringer til elevens forældre/kontaktperson for at få eleven sikkert hjem. Dette gælder også elever over 18 år, da det drejer sig om elevens sikkerhed. Lærervagten noterer desuden elevens navn på en liste, som videregives til ledelsen, når arrangementet er afsluttet. I løbet af den efterfølgende uge indkalder ledelsen eleven til en samtale om episoden, og hvordan lignende episode kan undgås i fremtiden.

Beslutningskompetence

Til sociale arrangementer har lærervagter beslutningskompetence til at træffe de nødvendige afgørelser med henblik på at sikre elevernes sikkerhed og velbefindende. Det er f.eks. lærervagterne, der afgør, om man skal kontakte en elevs forældre i tilfælde af ubehersket opførsel (til fester sker dette i samarbejde med de professionelle vagter).

Lærervagterne har mulighed for at kontakte en ledelsesrepræsentant i tilfælde af tvivlsspørgsmål.

  • Undervisningsmaterialer fra 'Gymnasier fuld af liv'
  • Lommefilm
  • Om gymnasier Fuld af liv

Fuld af liv

Strandboulevarden 49 2100 København Ø
Tlf.: 35 25 75 00
CVR: 55629013

Pressekontakt

Stine Røhe

35 25 77 37
stiroh@cancer.dk

Om 'Fuld af liv'

Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden har sammen skabt kampagnen 'Fuld af liv' med det formål at skabe en sundere alkoholkultur blandt unge i Danmark

Læs mere om vores samarbejdspartnere